Vandmiljøleder Faaborg-Midtfyn - Natura 2000

Vi søger to teamledere til NOVANA og Kontrol i Sollerup med relevant akademisk uddannelse og erfaring inden for personaleledelse. Du skal kunne lede teams inden for vand- og naturplanlægning, sikre faglig kvalitet og varetage daglig personalemæssig ledelse. Vigtige kvalifikationer er struktureret arbejdsgang, gode samarbejdsevner og evne til at formidle faglig viden klart. Ansøgningsfrist: 18. maj 2026.

Teamleder stilling ved Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø - Faaborg-Midtfyn, Region Syddanmark

  • Faaborg-Midtfyn, Region Syddanmark
  • Fuldtid
  • Ordinaert
  • 2 ledige stillinger
  • Ansøgningsfrist: 18. maj 2026 — Slutter i morgen
  • Oprettet: 4. maj 2026

Beskrivelse af jobtilbuddet for Teamleder

Er du en erfaren leder med passion for miljø- og naturområdet? Har du ambitioner om at udvikle dig ledelsesmæssigt, og motiveres du af at skabe resultater gennem andre? Så kan du være den rette kandidat til en af to teamlederstillinger i Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø i Sollerup.

Vi søger ledere, der kan skabe retning, sikre høj faglig kvalitet og samtidig opbygge velfungerende, engagerede teams.

Om os

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Fyn, ligger naturskønt i Sollerup ved Faaborg. Vi er en velfungerende enhed med dygtige kolleger, høj trivsel og en uformel omgangstone. Her er ca. 35 medarbejdere, herunder en kontorchef, en funktionsleder og to teamledere, hvoraf du nu har mulighed for at blive den ene.

Vi løser opgaver i relation til overvågning af vandmiljøet og naturen. Vi bidrager til koordinering af den landsdækkende vandplanlægning på det marine område såvel som søområdet samt til Natura 2000-planlægningen.

Aktuelt arbejder vi i høj grad med opgaver, der har afsæt i politiske aftaler, herunder aftalerne om et Grønt Danmark, Den Grønne Trepart, samt sikring af det faglige grundlag for politiske beslutninger om den fremtidige indsats for forbedring af natur og vandmiljø. Opgaverne løses ofte i tæt samspil med styrelsens øvrige enheder, departementet, forskningsinstitutioner, interesseorganisationer og andre myndigheder.

Opgaver og ansvar

Som teamleder får du ansvar for både faglig og personalemæssig ledelse. Dine hovedopgaver bliver at:

  • lede og motivere teams inden for vand- og naturplanlægning og på overvågningsområdet
  • sikre det faglige grundlag for udarbejdelse af vandområdeplaner og Natura 2000-planer
  • varetage daglig personaleledelse med fokus på trivsel og motivation
  • deltage i interessentmøder og EU-finansierede projekter
  • være ansvarlig for planlægning og styring af opgaver, ressourcer og økonomi på overvågningsområdet
  • have ansvar for gennemførelse af udbud, faglig styring og kvalitetssikring af projekter, primært inden for vandplanområdet
  • forberede sager til direktion og departement
  • indgå aktivt i enhedens velfungerende ledelsesgruppe.

Din profil

Vi forventer, at du:

  • har en relevant akademisk uddannelse
  • har erfaring med personaleledelse
  • er dygtig til at skabe retning, følgeskab og engagement i enhedens teams og vægter vidensdeling højt
  • ser muligheder i digitalisering og ny teknologi
  • besidder gode samarbejdsevner og kan formulere dig klart i skrift og tale
  • kan formidle faglig viden på en enkel og forståelig måde, både skriftligt og mundtligt
  • er løsningsorienteret og arbejder med løsninger, der er enkle og fagligt korrekte
  • arbejder struktureret, analytisk og bevarer overblik i komplekse opgaver
  • er udadvendt, relationsskabende og en holdspiller.

Vi tilbyder

  • en central ledelsesrolle i arbejdet med Danmarks natur og vandmiljø
  • fagligt udfordrende opgaver i et dynamisk og samarbejdsorienteret miljø
  • et stærkt fagligt miljø med høj professionalisme
  • gode kollegiale fællesskaber og fleksibilitet i arbejdsdagen
  • en arbejdsplads med høj trivsel og en uformel omgangstone.

Løn og ansættelsesvilkår

Der er tale om faste stillinger.

Du vil blive ansat som chefkonsulent med personaleledelse i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten. Der vil være mulighed for at forhandle tillæg efter kvalifikationer.

Ansættelsesstedet er Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Fyn, Sollerupvej 24, 5600 Faaborg. Stillingen ønskes besat hurtigst muligt og senest den 1. august 2026.

Flere oplysninger?

Yderligere oplysninger om stillingen kan indhentes hos kontorchef Berit Borksted på tlf. 40 61 51 78.

Sådan søger du stillingen

Søg stillingen ved at sende en ansøgning inkl. CV, eksamensbevis og evt. referencer online i vores rekrutteringssystem (tryk på “Søg stilling”) senest mandag den 18. maj 2026.

Vi forventer at holde 1. samtaler tirsdag den 26. maj 2026 og 2. samtaler tirsdag den 9. juni 2026. Du skal være indstillet på eventuelt at gennemføre test i forbindelse med rekrutteringsprocessen.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning!

Denne stilling er publiceret af Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø via jobnet.dk