Ledelseschef Ældrepleje Charlottenlund - Gentofte

Gentofte Kommune søger en erfaren forstander til nyt område, Ordruplund, der kan lede fire ledere og udvikle kommunale midlertidige pladser, daghjem og dagcenter. Du skal omsætte ældrelovens intentioner til praksis, skabe fleksible aflastningstilbud og samle en stærk ledergruppe på tværs af fagligheder. Krævet er ledelseserfaring, sundhedsfaglig bachelorgrad og lederuddannelse på diplom- eller masterniveau. Ansøgningsfrist: 3. november 2026.

Afdelingsleder stilling ved Gentofte Kommune - Charlottenlund, Region Hovedstaden

  • Charlottenlund, Region Hovedstaden
  • Fuldtid
  • Ordinaert
  • 1 ledig stilling
  • Ansøgningsfrist: 3. november 2026
  • Oprettet: 15. oktober 2026

Beskrivelse af jobtilbuddet for Afdelingsleder

Forstander til nyt område, Ordruplund

Vil du stå i spidsen for et nyt forstanderområde, hvor vi bygger videre på det, der virker, og samtidig udvikler nye, fleksible tilbud til borgere og pårørende?

Vi søger en erfaren og udviklingsorienteret forstander til en nyoprettet stilling. Du får ansvar for området, der samler kommunale midlertidige pladser, daghjem og dagcenter, og en stor mulighed for at være med til at forme tilbuddet, stå i spidsen for udviklingen sammen med kollegaer og sikre samarbejde, implementering og faglig retning.

Opgaven er at omsætte ældrelovens intentioner om selvbestemmelse, helhedspleje, tillid til fagligheden og borgernær ledelse til praksis, som kan mærkes i borgernes hverdag. Sammen med ledere, medarbejdere og samarbejdspartnere skal du blandt andet udvikle mere fleksible former for aflastning – f.eks. tilbud om aftenen, natten eller i kortere forløb, længere dagtilbud eller endnu et andet forslag – med afsæt i borgerens og de pårørendes behov, så livet i hjemmet kan bibeholdes så godt som muligt, så længe som muligt.

Din ledelsesopgave

Du får det overordnede ledelsesansvar og bliver leder for fire ledere, der leder Daghjem, Dagcenter, Afdeling for aflastning og rengøring og køkken. Opgaven løses i dag på flere matrikler, og det fortsætter, hvorfor en central opgave bliver at samle en stærk ledergruppe og skabe fælles retning på tværs af fagligheder og adresser for endnu mere sammenhæng på tværs.

Den ledergruppe du skal stå i spidsen for, er en ny konstellation, og en blanding af meget erfarne ledere og en leder der er konstitueret, med erfaring fra området.

Opgaven for forstanderen er, at

  • sætte en tydelig retning og lede gennem ledere
  • udvikle området med respekt for den erfaring og faglighed, der allerede findes
  • omsætte idéer til afprøvning, læring og ny praksis
  • styrke arbejdsfællesskaber, kvalitet, ressourcebevidsthed og arbejdsmiljø
  • bidrage aktivt til det fælles ledelsesarbejde i Pleje og Sundhed.

I Pleje og sundhed har vi en klar strategisk retning, en fælles kernefortælling, politikker og fælles retningslinjer.

Vi søger en forstander, der

  • har solid ledelseserfaring, gerne fra en lignede organisation
  • er lykkedes med at lede gennem ledere og skabe følgeskab om en fælles retning
  • har erfaring med forandring og kan omsætte strategi til konkret aktivitet og stærk implementerings praksis
  • kommunikerer tydeligt, involverende og nærværende
  • er nysgerrig, modig og vedholdende og står roligt, når det suser

Herudover har du en sundhedsfaglig baggrund på bachelor niveau og lederuddannelse på diplom- eller masterniveau.

Vi leder med tillid og stort råderum, – er samtidig tydelige om retning, forventninger og ansvar. Du skal kunne arbejde selvstændigt og have lust til tæt dialog og sparring med chef og lederkolleger.

Vi tilbyder

  • en nyoprettet stilling med stor mulighed for at præge et område i udvikling
  • en meningsfuld og kompleks ledelsesopgave tæt på borgernes behov
  • mulighed for at udvikle fleksible og sammenhængende tilbud
  • et tæt ledelsesfællesskab med fokus på faglighed, kvalitet og arbejdsmiljø.
  • erfarne og kompetente ledere, der leder med stort engagement

Lyder det som dig?

Hvis du motiveres af at stå i spidsen for noget, der endnu ikke er færdigformet, ser mulighederne for dig, griber større opgaver og skaber resultater vil vi meget gerne høre fra dig.

Vi er en fleksibel arbejdsplads, som har fokus på det gode tværfaglige samarbejde og hvordan vi bedst muligt får den enkeltes kompetencer i spil – også ledernes. Dine kompetencer er således centrale for os, og vi understøtter og udvikler dem løbende. Du vil få en mentor, et onboarding program og tæt sparring i forbindelse med opgaveløsningen.

Du kan læse mere om os på gentofte.dk.

Ansøgningsfristen er tirsdag d. 3. november.

1. samtale afholdes 10. november. Der vil for kandidater, der går videre være en case og en test mellem 1. og 2. samtale. 2. samtale afholdes 18. november om eftermiddagen.

Stillingen er til besættelse 1. januar 2027. Du er velkommen til at kontakte Områdechef Lulu Wilenius på telefon 23603376 eller mail ltwi@gentofte.dk for yderligere uddybning, og evt. materiale.

I Gentofte Kommune er der en generel politik om, at der indenfor Social- og Sundhedsområdet skal indhentes straffeattest.

Løn og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst.

Om plejehjemsområdet, Gentofte Kommune

Plejehjemsområdet er en del af Pleje og Sundhed i Gentofte Kommune. Området er netop opdelt i 2 områder, område 1 og område 2, som arbejder i fælles retning.

Denne stilling er publiceret af Gentofte Kommune via jobnet.dk