Bygningsinstallationer Rødovre - Energioptimering
Rødovre Kommunale Ejendomme søger en projektleder med speciale i tekniske installationer til at varetage renoverings-, vedligeholdelses- og anlægsprojekter på kommunens cirka 220.000 m². Kandidaten skal have erfaring som bygherre, entreprenør eller teknisk rådgiver samt relevant uddannelse som ingeniør eller maskinmester. Rollen kræver evne til at se sammenhænge på tværs af fagområder, håndtere myndighedskrav og fungere som faglig sparringspartner. Ansøgningsfrist: 20. oktober 2026.
Projektleder stilling ved Bygningsdrift - Rødovre, Region Hovedstaden
- Rødovre, Region Hovedstaden
- Fuldtid
- Ordinaert
- 1 ledig stilling
- Ansøgningsfrist: 20. oktober 2026
- Oprettet: 1. oktober 2026
Beskrivelse af jobtilbuddet for Projektleder
Vil du være med til at forme fremtidens kommunale bygninger i Rødovre Kommune?
I Rødovre Kommunale Ejendomme (RKE) søger vi en erfaren projektleder med stærk teknisk indsigt inden for bygningsinstallationer og tekniske anlæg. Vi søger ikke blot en projektleder. Vi søger en faglig kapacitet, der kan bidrage med erfaring, sparring og teknisk overblik på tværs af organisationen. En kollega, som kan udfordre vanetænkning, bidrage til de rigtige beslutninger og sikre, at vores investeringer i bygninger og tekniske anlæg skaber værdi mange år frem. Du bliver en del af Projektgruppen på 5 personer, som varetager en bred portefølje af opgaver på tværs af kommunens ca. 220.000 m². Vi arbejder med alt fra Arbejdstilsynspåbud og myndighedskrav til planlagt vedligehold, renoveringsprojekter, energoptimeringer og udviklingsprojekter. Samtidig understøtter vi den politiske beslutningsproces gennem udarbejdelse af sagsfremstillinger og beslutningsoplæg.
Din rolle
Som projektleder får du ansvar for egne projekter, men rollen rækker længere end traditionel projektledelse. Du skal være en faglig sparringspartner for kolleger, ledelse, drift og anlægsorganisationen. Vi forventer, at du aktivt bidrager med tekniske vurderinger, analyser og anbefalinger, når der skal planlægges vedligeholdelsesindsatser, udvikles projekter eller prioriteres fremtidige investeringer. Du behøver ikke nødvendigvis at starte et projekt ved idéfasen og følge det til aflevering. Til gengæld skal du kunne træde ind i en opgave på ethvert tidspunkt, skabe overblik, identificere risici og sikre, at de tekniske konsekvenser bliver afdækket og håndteret. Du forstår, at projekter sjældent kan betragtes isoleret. En tilbygning kan eksempelvis medføre behov for:
- Opdatering af principdiagrammer
- Tilpasning af CTS-anlæg og styringsstrategier
- Kapacitetsvurdering af ventilation, varme og køling
- Tilpasning af el-installationer
- Ændringer i ABA-, ADK- eller sikringsanlæg
- Nye drifts- og vedligeholdelsesopgaver
- Fremtidige investeringsbehov i andre dele af ejendommen
Det er den type sammenhænge, du skal kunne gennemskue og bringe i spil tidligt i beslutningsprocessen.
Dine primære opgaver
- Projektledelse af renoverings-, vedligeholdelses- og installationsprojekter.
- Planlægning og gennemførelse af projekter inden for byggeriets fag.
- Håndtering af Arbejdstilsynspåbud og øvrige myndighedskrav.
- Styring af rådgivere, entreprenører og tekniske leverandører.
- Bidrage til udvikling og kvalificering af kommende anlægsprojekter.
- Samarbejde tæt med Anlægsafdelingen om fremtidige investeringer.
- Udarbejdelse af beslutningsoplæg og politiske sagsfremstillinger.
- Bidrage til prioritering af vedligeholdelsesindsatser på tværs af kommunens ejendomme.
- Gennemføre tekniske analyser og vurderinger på tværs af organisationen.
- Bidrage med faglig sparring og erfaringsudveksling i RKE.
Kommende projekter
Du vil blandt andet blive involveret i kvalificering og gennemførelse af kommende anlægsprojekter såsom:
- Rødovre Byggelegeplads, tagudskiftning (2027-2030)
- Espelunden, renovering af omklædningsbygninger (2027-2028)
- Renovering af Genoptræningscentret (2028)
- Nedlæggelse af tandklinikrum på skolerne (2028)
- UC1610, renovering af facade og vinduer (2031)
- Pavilloner til flygtninge (2028-2030)
Her forventes det, at du bidrager med tekniske vurderinger og sikrer, at løsningerne tænkes sammen med den eksisterende bygningsmasse, driften og kommunens langsigtede strategier.
Vi forestiller os, at du
- Har arbejdet i rollen som bygherre, entreprenør eller teknisk rådgiver.
- Har en relevant teknisk uddannelse som maskinmester, ingeniør, bygningskonstruktør eller tilsvarende.
- Har erfaring med tekniske installationer i bygninger.
- Har arbejdet med projektledelse inden for byggeri, teknik eller ejendomsområdet.
- Har en bred teknisk forståelse og evner at se sammenhænge på tværs af fagområder.
- Trives med at udfordre og kvalificere løsninger.
- Har lyst til at dele viden og erfaring med kolleger.
- Kan omsætte tekniske problemstillinger til konkrete beslutningsgrundlag.
- Arbejder struktureret og tager ansvar for, at opgaverne kommer godt i mål.
- Har gode samarbejds- og kommunikationsevner.
Erfaring fra en politisk styret organisation er en fordel, men ikke et krav.
Derfor skal du vælge os
Hos RKE får du mulighed for at præge udviklingen af en stor kommunal ejendomsportefølje og arbejde med projekter, der skaber værdi for kommunens borgere og medarbejdere hver eneste dag. Vi tilbyder:
- En central rolle med stor faglig indflydelse.
- Mulighed for at præge kommunens fremtidige investeringer.
- En varieret projektportefølje.
- Høj grad af selvstændighed og ansvar.
- Dygtige og engagerede kolleger.
- Et stærkt fagligt miljø med fokus på videndeling og samarbejde.
- Gode muligheder for faglig og personlig udvikling.
- Fleksible arbejdsforhold og en uformel omgangstone.
Om Rødovre Kommunale Ejendomme
Rødovre Kommunale Ejendomme har ansvaret for drift, vedligeholdelse og udvikling af kommunens bygninger. Projektgruppen fungerer som bygherre og gennemfører både strategiske og akutte projekter med fokus på kvalitet, bæredygtighed og langsigtede løsninger. Vi søger en kollega, som kan se ud over det enkelte projekt, dele sin erfaring med resten af organisationen og bidrage til, at vi træffer de rigtige tekniske beslutninger på tværs af vores ejendomsportefølje.
Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst og efter forhandling med den relevante organisation. Stillingen er på fuld tid.
Hvis du vil vide mere
Hvis du vil vide mere, kan du læse mere på rk.dk. Du er også velkommen til at kontakte:
Teamkoordinator for Projektteamet, Mohammad Karayem Telefon 2160 0339.
Arbejdssted:
Teknisk Forvaltning, Rødovre Kommune.
Ansøgning
Vi skal have din ansøgning med relevante bilag og referencer senest den
20. oktober 2026
. Samtaler afholdes mandag d. 26. oktober og eventuelt tirsdag d. 27. oktober 2026. Stillingen ønskes besat pr.
1. december 2026 eller hurtigst muligt
.
Har du lyst til at sætte dit aftryk på Rødovre Kommunes bygninger og tekniske anlæg? Så glæder vi os til at høre fra dig.
Rødovre Kommune er en geografisk lille og centralt beliggende kommune med et højt ambitionsniveau for borgerne og byen. Også af den grund er vi en attraktiv og spændende arbejdsplads, og vi ser mangfoldighed som en styrke. Derfor opfordrer vi alle uanset alder, køn, handicap, livsstil, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge jobbet. Vi tilbyder vores medarbejdere en trivsels- og sundhedsordning med bl.a. fysioterapi og holdtræning. Bemærk, at Rødovre Kommune har røg- og nikotinfri arbejdstid, som betyder, at vi ikke må ryge eller tilsvarende som vapes eller snus i arbejdstiden. Vores stillinger opslås på fuld tid medmindre andet er angivet i stillingsopslaget.
Denne stilling er publiceret af Bygningsdrift via jobnet.dk


