Overlæge psykiatri Aabenraa - Sengeafsnit ledelse

Den ledende overlæge til psykiatrisk afdeling Aabenraa søger en speciallæge med erfaring inden for psykologi og ledelse. Kandidaten skal udvise tværfagligt samarbejde, innovativ tænkning og fokus på kvalitet. Passion for patientcenteret arbejde og faglig udvikling er essentielt for at skabe et positivt arbejdsmiljø.

Overlæge stilling ved Psykiatrisk afdeling, Aabenraa, Region Syddanmark

Beskrivelse af jobtilbuddet for Overlæge

Brænder du for faglig udvikling, synlig ledelse og stærkt samarbejde? Som ledende overlæge får du en unik mulighed for at kombinere klinisk arbejde med strategisk ledelse i en afdeling, hvor patienten er i fokus og tværfaglighed vægtes højt.

Om stillingen

Som ledende overlæge i de fire specialteams, på sengeafsnit 52, sengeafsnit 63 samt tilhørende ambulatorie indgår du i tæt samarbejde med afdelingens ledergruppe og deltager i relevante ledelsesfora samt netværk for ledende overlæger på Sygehus Sønderjylland. Du har ansvar for den faglige og personalemæssige ledelse af læger i afsnittet og ambulatorierne og arbejder tæt sammen med funktionslederne om udvikling af visioner, værdier og ressourceanvendelse. Du har medansvar for budgettet, herunder planlægning, prioritering og løbende opfølgning på økonomi og ressourceforbrug med henblik på at sikre en effektiv og bæredygtig drift. Sammen sikrer I den daglige drift, herunder overholdelse af udrednings- og behandlingsretten, udvikling af det faglige miljø samt tværfagligt samarbejde i afdelingen og afdelingens strategiske udvikling.

Stillingen indeholder både ledelses- og kliniske opgaver, fordelt med ca. 50 % klinisk tid og 50 % administrativ tid. Som ledende overlæge har du ansvar for godkendelse og udvikling af kliniske retningslinjer i overensstemmelse med nationale og internationale standarder i samarbejde med de behandlingsansvarlige overlæger. Du sikrer høj faglig kvalitet, bidrager til undervisning og vidensdeling og understøtter løbende udvikling af lægelig praksis.

Derudover medvirker du til at styrke forskningsaktiviteten i afdelingen og på Sygehus Sønderjylland med henblik på at udvikle attraktive faglige og forskningsmæssige miljøer, herunder for rekruttering af yngre læger.

Funktionsbeskrivelse kan rekvireres hos sekretær for afdelingsledelsen Signe Hagedorn, signe.hagedorn@rsyd.dk. Du vil som ledende overlæge referere til afdelingsledelsen for Psykiatrien Sygehus Sønderjylland.

Vi forventer, at du

  • Er speciallæge, gerne i psykiatri, neurologi, børne-unge psykiatri eller anden relevant speciallægeuddannelse
  • Har eller har interesse for en lederuddannelse gerne på masterniveau
  • Dokumenteret forskningserfaring er en fordel
  • Har vilje og evne til tværfagligt og tværsektorielt samarbejde
  • Er løsningsorienteret med fokus på innovative udviklingsmuligheder
  • Har fokus på udvikling, kvalitet og kontinuitet
  • Du bidrager til et positivt og udviklende arbejdsmiljø med fokus på trivsel og samarbejde

Vi tilbyder

  • Godt lægefagligt miljø
  • Teamsamarbejde
  • Mentorordning og introprogram for ledere
  • Supervision af overlægegruppen
  • Mulighed for lederuddannelse og psykoterapeutisk uddannelse
  • Mulighed for forskningssamarbejde
  • En afdeling hvor faglighed og etik er nøgleord
  • Et godt arbejdsmiljø, hvor kendetegnene bl.a. er sammenhold, sparring, humor og omsorg for hinanden.

Afsnit 52

er et ældrepsykiatrisk døgnafsnit med plads til 16 patienter over 68 år. Der er integreret åben/lukket funktion. Kerneopgaven er udredning, pleje og behandling af mennesker med psykiske lidelser som fx. demens, depressioner og psykoser samt forskellige somatiske lidelser. Opgaver løses i et tæt tværfagligt og tværsektorielt samarbejde.

De fire specialteams

  • Ældrepsykiatrisk ambulatorium – Tilknyttet sengeafsnit 52. Sygeplejersker følger op på patienters behandling i ambulatoriet og via hjemmebesøg. Arbejdet foregår tæt med pårørende og tværfaglige/ tværsektorielle samarbejdspartnere.
  • Oligofreniteamet – Tæt tværfagligt samarbejde med sengeafsnit 52, som primært modtager oligofrene patienter.
  • OPUS – Udredning og behandling af patienter 18-35 år med nydiagnosticeret skizofreni eller anden primær psykoselidelse.
  • Klinik for Selvmordsforebyggelse – Tilbud til voksne selvmordstruede i Haderslev, Tønder, Aabenraa og Sønderborg. Henvisning fra egen læge, sengeafsnit, ambulatorier eller selvhenvendelse.

Afsnit 63 og psykoterapeutisk ambulatorie

har eksisteret siden efteråret 2023. Sengeafsnittet har plads til 9 patienter og tilbyder struktureret DAT-behandling til patienter med personlighedsforstyrrelser og affektreguleringsvanskeligheder over et 12-ugers behandlingsforløb. Afsnittet er integreret med et tilhørende ambulatorium.

Om afdelingen

Psykiatrien blev pr. 1. januar 2026 en integreret del af Sygehus Sønderjylland og indgår dermed i et stærkt og samlet sygehusfællesskab med samarbejdsflader til de somatiske specialer. Afdelingen rummer, udover ovenstående afsnit, fire almenpsykiatriske sengeafsnit og fire lokalpsykiatrier. Samlet råder afdelingen over 95 sengepladser og tilbyder et bredt og varieret behandlingstilbud til patienter med forskellige psykiatriske behov.

Den fælles akutmodtagelse er fysisk placeret sammen med den somatiske FAM, hvilket understøtter et tæt tværfagligt samarbejde og styrker sammenhængen i patientforløbene.

Praktiske oplysninger

Tiltrædelse: 1. juni 2026 eller efter aftale. Ansøgningsfrist: 15. april. Ansættelsesprocessen omfatter to samtaler, suppleret med en personlighedstest, der gennemføres mellem de to samtaler. Første samtale forventes afholdt den 20. april. Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst. Du er velkommen til at kontakte cheflæge Klaus Müller-Nielsen på 99445402, kmn@rsyd.dk eller chefsygeplejerske Lykke Bay Marcussen 99445401 lbm@rsyd.dk.

Ansøgning

Af hensyn til overlægebedømmelse, som vil ske på baggrund af en vurdering af dine kompetencer inden for hver af de 7 roller, bedes du også udfylde skema til bedømmelse og vedhæfte din ansøgning. Du finder skemaet på regionens hjemmeside Lægefaglig bedømmelse af overlæger (regionsyddanmark.dk). Vi glæder os til at høre fra dig!

Denne stilling er publiceret af Psykiatrisk afdeling, Aabenraa via jobnet.dk