Operativ Beredskabsofficer Rudersdal - Internationale Indsatser
Beredskabsstyrelsen søger tre embedsmænd eller beredskabsofficere til kontoret for Internationalt Beredskab. Du skal kunne koordinere internationale operative indsatser og sagsbehandle på konkrete missioner i samarbejde med kolleger og eksterne partnere. Rollen omfatter udarbejdelse af skriftlige produkter, repræsentation ved møder samt eventuelt back office-funktioner. Du er akademiker, højt uddannet kontorfunktionær eller officer med analytiske evner, handlingsorientering og sikker kommunikation på dansk og engelsk. Ansøgningsfrist: 5. juni 2026.
Specialkonsulent stilling ved Beredskabsstyrelsen Sjælland - Rudersdal, Region Hovedstaden
- Rudersdal, Region Hovedstaden
- Fuldtid
- Ordinaert
- 3 ledige stillinger
- Ansøgningsfrist: 5. juni 2026
- Oprettet: 20. maj 2026
Beskrivelse af jobtilbuddet for Specialkonsulent
Er du klar til at blive en del af en styrelse, der spiller en central rolle for Danmarks sikkerhed og tryghed? Har du lyst og evner til at udvikle Beredskabsstyrelsens internationale beredskab – forberede og evt. deltage i konkrete missioner?
Så er det nu, du har chancen for et på alle måder meningsfyldt arbejde.
Danmark og Europa står i en alvorlig sikkerhedspolitisk situation samtidig med, at klimarelaterede hændelser bliver hyppigere og voldsommere.
Beredskabsstyrelsen (BRS) er i disse år i gang med en historisk stor indsats med støtte til Ukraine og med udsendte rådgivere til både Ukraine og Moldova. Samtidig er vi i gang med at øge samarbejdet med de nordiske lande, i Østersøområdet og via EU. Det kræver omhyggelighed, samarbejdsevner og dedikation at forberede, udføre og sagsbehandle på disse indsatser – hér kommer du ind i billedet.
Om os
Du bliver en del af kontoret ”Internationalt Beredskab” (IBR), der varetager den overordnede ledelse, koordinering og konceptudvikling af Beredskabsstyrelsens internationale operative indsatser og det internationale operative samarbejde, som følger heraf. Vi varetager også beredskabssamarbejde i EU (og til dels i FN og NATO), i Rigsfællesskabet og har endvidere ansvar for veteranområdet, for EU’s værnemiddellager i Danmark (rescEU) og for at udbyde og afvikle Hostile Environment Awareness Training (HEAT) for hhv. Udenrigsministeriet og FN.
Vi er et kontor, der lægger vægt på teamånd, trivsel og samvær om spændende opgaver. Vi passer på hinanden, er klar til indsats og følger opgaverne til dørs. Vi er fleksible med arbejdstiden og -stedet; vi er først og fremmest optaget af at lave gode og rettidige produkter. Vi er også en god blanding af alder, køn og interesser.
Så hvis du trives med sådanne opgaver og i et sådant arbejdsmiljø, så vil du passe godt ind hos os.
Om stillingerne
Der er tre ledige stillinger, som kan besættes af både civile eller officerer.
Det præcise stillingsindhold vil blive fastlagt i overensstemmelse med dine kompetencer/interesser og kontorets behov.
Opgaveløsningen vil dog generelt omfatte:
- Deltage i/koordinere Beredskabsstyrelsens internationale operative kapaciteter og indsatser i tæt samarbejde med kolleger og eksterne interessenter.
- Udarbejdelse af diverse skriftlige produkter (mødemateriale, notater referater mv.).
- Repræsentere BRS ved diverse møder nationalt og internationalt.
Én af stillingerne vil især have sit fokus på ”back office-funktioner” som kontorets budget, operationsøkonomi, arbejdet med veteraner samt bistand til HEAT-kurserne.
Om dig
Du er akademiker (evt. nyuddannet), højt uddannet kontorfunktionær eller beredskabsofficer og vil kunne trives i rollen som ”operativ” embedsmand og ønsker at udvikle dine kompetencer yderligere. Du lægger vægt på at bidrage til et fagligt og socialt fællesskab.
Vi ser også gerne, at du:
- Har viden om Beredskabsstyrelsen og i øvrigt en bred international viden og interesse.
- Er analytisk stærk men også handlingsorienteret, der kan skabe gode og rettidige resultater i samarbejde med andre.
- Har en sult efter at levere gode produkter og få en god karriere. Vores kontor har typisk også været en ”affyringsrampe” til andre spændende stillinger; i kontoret, i BRS eller i ministerier.
- Kommunikerer klart og sikkert på dansk og engelsk – både mundtligt og skriftligt.
Ansættelsesvilkår
Bemærk at stillingen er slået op civilt og militært.
Er du akademiker ansættes du i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten).
Hvis du har en kontoruddannelse eller en anden relevant uddannelse ansættes du i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Ansættelsesområdet er Beredskabsstyrelsen, som ligger under Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab. Din arbejdsadresse er Datavej 16 i Birkerød.
Som ansat i Beredskabsstyrelsen er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal blandt andet kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Jens Oddershede på telefon 4185 0566 eller souschef Niels Mørup på telefon 2495 5481.
Vil du vide mere om løn– og ansættelsesforhold, er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-Konsulent Mia Nordbeck Carlsson på telefon 3266 5716.
Send din ansøgning, CV og uddannelsesbevis snarest og senest den 5. juni 2026. Vi regner med at afholde ansættelsessamtaler primo juni samt at besætte stillingerne pr. 1. august.
Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Beredskabsstyrelsen
Beredskabsstyrelsen er en styrelse under Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab, som blev etableret i august 2024. Styrelsen består af cirka 1.000 ansatte.
Beredskabsstyrelsen arbejder både til lands og til vands. Styrelsen håndterer større ulykker, kriser, katastrofer og andre hændelser, der kan true samfundets grundlæggende funktioner. Beredskabsstyrelsen har ansvar for det statslige redningsberedskab og fører tilsyn med, rådgiver og assisterer de kommunale beredskaber.
Styrelsen varetager en række operative kapaciteter og opgaver, herunder beredskabskommunikation samt sikkerhed og beredskab til søs. Et centralt element i styrelsens arbejde er uddannelse af ledere, instruktører og specialister, så beredskabet i Danmark opretholder et højt fagligt niveau. Styrelsen har hovedkvarter i Birkerød, men er repræsenteret over hele landet.
Denne stilling er publiceret af Beredskabsstyrelsen Sjælland via jobnet.dk

