Løsningsarkitekt Fagsystemer - Domstolsstyrelsen København
Domstolsstyrelsen søger to løsningsarkitekter til modernisering og videreudvikling af Danmarks Domstoles fagsystemer. Du skal designe løsningsarkitektur, sikre sammenhæng mellem forretningsbehov og tekniske løsninger samt rådgive udviklingsteams. Erfaring med containerbaserede applikationer, .NET/Java, Kubernetes og DevOps-principper er afgørende. Du arbejder analytisk, er samarbejdsorienteret og kommunikerer godt om tekniske problemstillinger. Ansøgningsfrist: 8. juni 2026.
IT-arkitekt stilling ved Domstolsstyrelsen - København, Region Hovedstaden
- København, Region Hovedstaden
- Fuldtid
- Ordinaert
- 2 ledige stillinger
- Ansøgningsfrist: 8. juni 2026
- Oprettet: 20. maj 2026
Beskrivelse af jobtilbuddet for IT-arkitekt
Vil du være med til at sætte retning for moderniseringen af domstolenes centrale fagsystemer og it-infrastruktur? Vil du spille en vigtig rolle i designet af nye løsninger og fremtidssikre integrationer mellem vores fagsystemer og øvrige systemer? Så er du måske vores nye kollega.
Domstolsstyrelsen er en del af Danmarks Domstole. Vores opgave er at udvikle, administrere og understøtte arbejdet ved Danmarks Domstole, og vi er derfor med til at arbejde for ret og retfærdighed.
Domstolsstyrelsens Center for IT har de senere år hjemtaget mere udvikling for at sikre større ejerskab, bedre kvalitet med en mere moderne teknisk platform, og understøtte retssystemet med gode digitale løsninger og værktøjer.
Som løsningsarkitekt bliver du en vigtig teknisk sparringspartner og får ansvar for at:
- designe og kvalificere løsningsarkitektur for nye og eksisterende systemer
- sikre sammenhæng mellem forretningsbehov, arkitekturprincipper og tekniske løsninger
- rådgive udviklingsteams om arkitektur, best practice og teknologivalg.
Du bliver en del af et stærkt fagligt miljø i Center for IT. Du kommer til at arbejde tæt sammen med arkitekter, udviklere og Product Owners samt interne specialister inden for infrastruktur, sikkerhed, drift og eksterne leverandørteams.
Vi tilbyder to spændende stillinger, hvor du:
- vil komme til at arbejde med samfundskritiske systemer i en organisation med klare værdier og en vigtig samfundsrolle
- kan sparre med erfarne kolleger og få mulighed for at sætte dit præg på løsningerne
- får mulighed for at udvikle dig som arkitekt i et stærkt fagligt miljø.
Den ene stilling har fokus på at modernisere fogedsystemet. Stillingen er placeret i vores enhed for Udvikling og Vedligehold, der består af 8 interne specialister og 4 udviklings- og driftsteams med i alt 37 eksterne it-konsulenter. Den anden stilling har fokus på videreudvikling af vores nye system til behandling af straffesager og skiftesager. Stillingen er placeret i vores DevOps enhed, der består af 16 interne specialister og 10 eksterne it-konsulenter fordelt på flere teams inden for arkitektur, platform, sikkerhed, test og tools.
Løsningsarkitekt – Modernisering af Fogedsystemet
Fogedsystemet er et af domstolenes centrale fagsystemer og har stor betydning for borgernes retssikkerhed. Systemet skal moderniseres og udvides, så det fra 2027 også kan understøtte behandling af tvangsauktionssager, som i dag håndteres i et ældre legacy‑system.
I denne rolle får du mulighed for at arbejde med at modernisere et eksisterende komplekst system. Du skal være med til at forme den fremtidige arkitektur.
Dine vigtigste opgaver bliver at:
- arbejde med løsningsdesign for udvidelse af Fogedsystemet til nye sagstyper
- analysere eksisterende arkitektur og bidrage til løbende modernisering og forbedringer
- samarbejde tæt med leverandørens arkitekt og udviklingsteam, som i dag vedligeholder systemet
- bidrage til bedre dokumentation og vidensopbygning om systemets arkitektur
- identificere og nedbringe teknisk gæld i samarbejde med Product Owner, Systemejer og udviklingsteam
- indgå i tværgående samarbejde om API’er og kommende brugerportaler.
Hvem er du?
Vi forestiller os, at du har en videregående akademisk uddannelse inden for it, softwareudvikling, datalogi eller tilsvarende. Du har formentlig en baggrund som løsningsarkitekt eller softwareudvikler. Du kan have et par års erfaring, men du kan også være nyuddannet.
Vi lægger vægt på, at du har:
- kendskab til containerbaserede applikationer samt .NET og/eller Java
- forståelse for samspillet mellem applikationer, integrationer og infrastruktur
- erfaring med – eller interesse for – Kubernetes og moderne DevOps‑principper.
Det er en fordel men ikke et krav, at du har erfaring med offentlige it‑systemer og komplekse domæner. Det er vigtigt, at du vil trives i samarbejdet mellem forretning, teknik og leverandører.
Derudover ser vi gerne, at du:
- arbejder analytisk og struktureret med blik for både helhed og detaljer
- er samarbejdsorienteret og god til at skabe relationer
- er fagligt nysgerrig og følger aktivt med i den teknologiske udvikling, og motiveres af at sikre den bedst mulige indfrielse af krav til løsninger
- er en dygtig kommunikator omkring tekniske problemstillinger og kan deltage aktivt i diskussioner om løsningens arkitektur
- er god til at visualisere og forklare arkitekturen til både tekniske teams og mere forretningsnære brugere og samarbejdspartnere.
Løsningsarkitekt til DevOps
Denne rolle har fokus på den tværgående tekniske platform og understøttelse af moderne udviklings‑ og driftsprincipper, herunder:
- containerbaserede applikationer og Kubernetes
- automatisering og værktøjer i udviklings‑ og driftskæden
- arkitektur på tværs af applikationer, platform, sikkerhed og drift.
Dine vigtigste opgaver:
- Lægge fundamentet for nye løsninger og være med gennem hele udviklingsforløbet med rådgivning og tilpasning. Du får et tæt samarbejde med vores enhed for Infrastruktur og Sikkerhed, der står for vores tværgående infrastruktur og den strategiske enterprise-arkitektur
- Danne dig overblik over et komplekst system samtidig med, at du har øje for detaljer i krav, teknologier og arkitektur
- Udarbejde tekniske og sikkerhedsmæssige specifikationer og sikre, at løsningerne lever op til informationssikkerhedskravene
- Rådgive og give retning til videreudvikling af eksisterende og nye fagsystemer, samt identificere potentiale for tværgående optimeringer, for eksempel i form af fælleskomponenter
- Design af nye funktionalitetsudvidelser til fagsystemerne eller services, og sikre sammenhæng med andre systemer og løsninger i udvikling
- Skabe arkitekturstrukturen for applikationer, herunder implementering af målarkitekturen, samt sikre, at vores Retningslinjer for Kode følges
- Hjælpe og rådgive udviklingsteams om bedste praksis, tekniske løsninger og ny teknologi bl.a. ved at deltage i de enkelte udviklingsteams daglige arbejde
- Sikre, at forskellige systemer og applikationer kan arbejde sammen problemfrit samt overvåge og sikre, at applikationerne opfylder kvalitetsstandarder. Du vil stå for udarbejdelse af dokumentation for applikationsarkitekturen og designbeslutningerne
- Vidensforankring af fagsystemarkitekturen i organisationen.
Hvem er du?
Vi søger en erfaren og teknisk dygtig profil. Vi forestiller os, at du har en videregående akademisk uddannelse inden for it, softwareudvikling, datalogi eller tilsvarende. Du har formentlig en baggrund som løsningsarkitekt, softwareudvikler eller systemspecialist.
Det er afgørende, at du har et indgående kendskab til:
- containerbaserede applikationer samt .NET og/eller Java
- samspillet mellem applikationer, integrationer og infrastruktur
- Kubernetes og moderne DevOps‑principper.
Vi lægger desuden vægt på, at du har erfaring med offentlige it‑systemer og komplekse domæner, og at du trives i samarbejdet mellem forretning, teknik og leverandører.
Derudover forventer vi, at du:
- arbejder analytisk og struktureret med blik for både helhed og detaljer
- er samarbejdsorienteret og god til at skabe relationer
- er fagligt nysgerrig og følger aktivt med i den teknologiske udvikling, og motiveres af at sikre den bedst mulige indfrielse af krav til løsninger
- er en dygtig kommunikator omkring tekniske problemstillinger og kan deltage aktivt i diskussioner om løsningens arkitektur
- er god til at visualisere og forklare arkitekturen til både tekniske teams og mere forretningsnære brugere og samarbejdspartnere.
Løn- og ansættelsesvilkår i begge stillinger
Afhængig af erfaring og kompetencer ansættes du som fuldmægtig eller specialkonsulent efter Finansministeriets overenskomst med AC.
Er du ikke omfattet af AC-overenskomsten, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere i staten mellem Finansministeriet og HK/Stat samt OAO-S-fællesoverenskomsten.
Der vil eventuelt kunne forhandles et pensionsgivende kvalifikationstillæg afhængig af erfaring og kompetencer.
For begge stillinger er det en forudsætning for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes til niveau ”HEMMELIG” og opretholde din sikkerhedsgodkendelse under hele din ansættelse.
Domstolsstyrelsen er beliggende på både Amagerfælledvej og Gammel Mønt. I stillingen som løsningsarkitekt på fogedsystemet får du arbejdssted på Amagerfælledvej 56, 2300 København S. I stillingen som løsningsarkitekt til DevOps får du arbejdssted på Gammel Mønt 3A, 1117 København K.
Stillingerne ønskes besat så snart muligt.
Mere om os og stillingerne
Har du spørgsmål til stillingerne, er du velkommen til at kontakte enhedschef for Udvikling og Vedligehold, Eddy May på telefon 20 53 16 31 (stillingen til fogedsystemet), eller enhedschef for DevOps, Jasper Uldal, på telefon 30 50 33 56 (stillingen til DevOps).
Se også vores film om arbejdet hos os: https://domstol.dk/om-os/job/arbejde-ved-danmarks-domstole/video-it-specialist/
Du kan læse mere om Domstolsstyrelsen, Danmarks Domstole og vores vision, værdier og mål på www.domstol.dk. Her kan du også læse Danmarks Domstoles Digitaliseringsstrategi.
Ansøgning og samtaler
Du sender din ansøgning online via vores rekrutteringssystem. Du bliver guidet igennem processen, når du trykker på knappen ”Søg stillingen”.
Ud over din ansøgning bedes du vedhæfte CV, udtalelser og relevante eksamenspapirer (med karakterer) mv.
Du bedes angive, hvilke af de to stillinger du søger.
Vi skal have modtaget din ansøgning i vores rekrutteringssystem, senest mandag den 8. juni 2026, kl. 12.
Vi forventer at holde 1. samtaler, herunder teknisk afdækning, den 15., 17. og 18. juni 2026. 2. samtaler forventes afholdt med udvalgte kandidater den 22. og 23. juni 2026.
Vi opfordrer enhver, der er interesseret og kvalificeret til at søge stillingen uanset alder, køn, race, religion eller etnisk tilhørsforhold mv.
Denne stilling er publiceret af Domstolsstyrelsen via jobnet.dk


