Administrativ kollega til sikkerhedsområdet i Digitalisering
Kontormedarbejder stilling ved Ankestyrelsen - København, Region Hovedstaden
- København, Region Hovedstaden
- Fuldtid
- Ordinaert
- 1 ledig stilling
- Ansøgningsfrist: 10. august 2026
- Oprettet: 17. juli 2026
Beskrivelse af jobtilbuddet for Kontormedarbejder
Har du sans for struktur, dokumentation og opfølgning – og trives du med administrative opgaver, der bidrager til både informationssikkerhed og fysisk sikkerhed?
Du bliver en vigtig del af den løbende sikkerhedsindsats og skal være med til at sikre, at procedurer, kontroller og dokumentation er opdaterede, gennemføres og følges i praksis.
Om jobbet Du bliver en del af arbejdet med at styrke og vedligeholde Ankestyrelsens samlede sikkerhedsindsats. Opgaverne spænder bredt og omfatter både informationssikkerhed, fysisk sikkerhed og sekretariatsbetjening af Ankestyrelsens Sikkerhedsorganisation.
Du vil få en central rolle i den løbende administrative understøttelse af sikkerhedsarbejdet og kommer til at samarbejde med kolleger på tværs af organisationen.
Dine opgaver vil blandt andet være:
- Opfølgning på, at sikkerhedsprocedurer og kontroller bliver gennemført og overholdt
- Ajourføring af politikker, dokumentation og vejledninger
- Løbende rettighedsreview på diverse systemer
- Løbende stikprøvekontrol af adgange til sager og systemer
- Administrative og koordinerende opgaver relateret til fysisk sikkerhed
- Planlægning, gennemførelse og evaluering af fysiske sikkerhedsøvelser
- Opdatering af Action Cards og anden beredskabsrelateret dokumentation
- Vedligeholdelse og opfølgning på forhold vedrørende brand- og skalsikring
- Sekretærbetjening af Ankestyrelsens Sikkerhedsorganisation, herunder mødeforberedelse, dagsordener, referater og opfølgning på beslutninger
Om dig Vi forestiller os, at du har erfaring med administrative opgaver, dokumentation og opfølgning. Det vigtigste er, at du arbejder struktureret, grundigt og spørger, når du har brug for hjælp, eller når der er noget, som du er i tvivl om.
Du skal kunne trives med opgaver, hvor detaljen er vigtig, og hvor systematik, fortrolighed og rettidig opfølgning har stor betydning.
Vi lægger vægt på, at du:
- arbejder struktureret og har sans for orden, dokumentation og deadlines
- er grundig og kvalitetsbevidst
- kan samarbejde med mange forskellige fagligheder og organisatoriske niveauer
Det er en fordel, men ikke et krav, hvis du har erfaring med sikkerhedsområdet.
Vi tilbyder:
- En bred administrativ rolle med mulighed for faglig udvikling inden for sikkerhedsområdet
- Et tæt samarbejde med både ledelse, faglige nøglepersoner og kolleger på tværs af huset
- Mulighed for at bidrage til at styrke strukturer, processer og dokumentation på et vigtigt område
Du bliver en del af et fagligt miljø, hvor samarbejde, ansvarlighed og kvalitet er vigtigt, og hvor dine administrative kompetencer får direkte betydning for organisationens samlede sikkerhedsarbejde.
Sikkerhedsarbejdet varetages af en selvstyrende funktion med løbende ledelsesmæssig sparring og prioritering. Vi lægger vægt på løbende faglig udvikling.
Ansøgning Vi glæder os til at modtage din ansøgning senest mandag den 10. august 2026. Vedhæft desuden cv og eksamensbevis – og eventuelt andre relevante dokumenter.
Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i uge 34.
Det praktiske Dit arbejdssted bliver enten Teglholmsgade 3, 2450 København SV eller Nytorv 7, 9000 Aalborg.
Digitalisering arbejder fra begge lokationer. Din nærmeste kollega i Aalborg er Jens Korsbæk og din nærmeste kollega i København er Sanne Tallquist.
Ansættelsesområdet er Socialministeriet med de til enhver tid tilhørende institutioner.
Du bliver ansat efter fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentligt Ansatte Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK). Vi henviser i øvrigt til www.loenoverblik.dk.
Hvis du har spørgsmål til indplacering og lønniveau er du velkommen til at kontakte os på rekruttering@ast.dk.
Tilbyder vi dig stillingen, er det under forudsætning af, at du kan fremvise en tilfredsstillende straffeattest.
Vil du vide mere om Ankestyrelsen og vores arbejde, kan du læse mere på www.ast.dk.
Du er også velkommen til at kontakte kontorchef Pernille Porsgaard Jensen på 61 89 76 90 eller souschef Mie Kølln Madsen på 61 89 74 45.
Denne stilling er publiceret af Ankestyrelsen via jobnet.dk


