Restaureringsprojektleder København - Slots- og Kulturstyrelsen
Slots- og Kulturstyrelsen søger to projektledere til bygge- og restaureringsprojekter på statens slotte og kulturejendomme. Du skal have uddannelse som arkitekt eller tilsvarende kompetencer samt erfaring med byggeriets processer fra forundersøgelse til aflevering. Projektledelseserfaring som bygherre, evner for struktur og økonomistyring samt kendskab til fredede ejendomme er vigtige. Du varetager interessenthåndtering, kontraktstyring og rådgiverstyring med stort selvstændigt ansvar. Ansøgningsfrist: 19. april 2026.
Arkitekt stilling ved Slots- og Kulturstyrelsen - København, Region Hovedstaden
- København, Region Hovedstaden
- Der er 1 ledige stillinger
- Oprettet: 1. april 2026
- Ansøgningsfrist: 19. april 2026
- Fuldtid
- Ordinaert
Beskrivelse af jobtilbuddet for Arkitekt
Har du lyst til at være med til at passe på og udvikle Danmarks kongelige slotte og fredede kulturejendomme i dialog med samarbejdspartnere og interessenter? Slots- og Kulturstyrelsen søger to nye medarbejdere til bygherrerollen i Center for Projekt & Bygherre, hvor vi arbejder med en helt unik portefølje af Danmarks fornemste bygninger og bl.a. er i gang med etablering af nyt børneunivers i Stærekassen på Det Kgl. Teater, restaurering af Marmorgalleriet på Frederiksborg Slot og to store tagsager på Amalienborg. Vi står netop nu foran flere transformations- og genopretningsprojekter samt restaureringer og har derfor behov for yderligere projektledere, dog er det pt. forventningen, at den ene stilling vil være et tidsbegrænset barselsvikariat.
Om jobbet
Du vil blive en del af Projekt & Bygherre, som er et center for udvikling. Vi har ansvar for alle byggeprojekter og renoveringsopgaver på statens vigtigste kulturinstitutioner og slotte, som vi pt. også udvikler nye genopretningsplaner for. Den ene del af centret, Restaurering, arbejder med vedligehold og genopretning, mens den anden del, Byggeri, laver nybyggeri, transformationer, tilbygninger mv. Vi mangler pt. en projektleder i hver enhed, hvor den ene stilling i Restaurering forventeligt vil fokusere på restaurering af Gråsten Slotskirke og måske andre lidt mindre restaureringsprojekter, mens der i Byggeri forventeligt vil være tale om en stor tagsag på Christiansborg og et eller flere transformationsprojekter. Begge stillinger vil være forankret i vores tværgående projektledergruppe, hvor der også er support på økonomistyring, jura og lignende fra vores stabsfunktion i ejendomsområdet. Du får med andre ord al den støtte og sparring, du behøver i din daglige opgaveløsning. Du får stort selvstændigt ansvar for at drive projekterne frem, så vi får den ønskede kvalitet på projekterne med fokus på de rigtige faglige løsninger til prisen og tiden. Du skal i samarbejde med eksterne rådgivere bl.a. være med til at udarbejde byggeprogrammer, restaureringsholdninger, restaureringsstrategier, rådgiverudbud og entrepriseudbud i tæt samarbejde med vores brugere, driftsansvarlige, museer, fonde og andre bidragsydere. Der er et tæt samarbejde med de øvrige centre og enheder på ejendomsområdet, der varetager alle funktioner relateret til ejendomsporteføljen.
Vi tilbyder
Du får ansvaret for dine egne projekter, hvor du varetager interessenthåndtering, kontraktstyring, styring af rådgivere og entreprenører samt ikke mindst stærk økonomistyring og styring af tidsplaner. Du kommer ind i en organisation med stor mulighed for at præge dagsorden og indhold i dit arbejdsliv med stor fleksibilitet samt stærkt kollegaskab og et unikt fagligt miljø. Din sparring med kolleger i hverdagen vil være på et exceptionelt højt niveau. Vi tør endda godt påstå, at vi har de dygtigste projektledere og interne bygherrerådgivere indenfor branchen. Vores engagement er heller ikke til at tage fejl af – og det smitter. Derudover vil du møde en organisation med stort fokus på trivsel, psykologisk tryghed og humor. Vi er en organisation, der sætter de ting højt på dagsordenen – ikke mindst fordi vi mener, at det skaber de gladeste og mest produktive medarbejdere.
Om dig
Vi forestiller os, at du er uddannet arkitekt eller har tilsvarende kompetencer samt solid erfaring med byggeriets processer og faser, og at du behersker et sagsforløb fra forundersøgelse til aflevering af det færdige byggeri. Vi interesserer os for, om
- du har projektledelseserfaring som bygherre, bygherrerådgiver eller rådgiver
- du har gode evner for projektledelse, struktur og overblik samt kompetencer inden for økonomistyring, udbud og brug af IT
- du er god til kommunikation, skriftlig såvel som mundtlig
- du har gode restaureringskompetencer og erfaring med byggeprojekter på fredede eller bevaringsværdige ejendomme.
- du har erfaring fra offentlige organisationer eller som rådgiver for offentlige bygherrer
Vi forventer, at du selvstændigt kan varetage projektledelsen, men at du samtidig ved, hvornår du skal spørge om hjælp og sparring hos kolleger. Derudover har du en høj etik og et godt humør. Det er naturligt for dig at opsøge den viden, du ikke selv har – ligesom du sætter en ære i at levere løsninger af høj kvalitet.
Ansættelsesvilkår
Der er tale om en stilling på fuld tid med ansættelse som fuldmægtig eller specialkonsulent afhængig af erfaring og kvalifikationer. Ansættelse og aflønning sker i henhold til gældende overenskomst mellem Staten og Akademikerne eller anden relevant overenskomst. Det er en betingelse for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes, og at du kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen under ansættelsen. Hos os vil du få en arbejdsplads, hvor tilstedeværelse vægtes højt. Vi tror på værdien af at mødes fysisk – både for at løse opgaverne effektivt, for at kunne sparre og for at fastholde et stærkt fællesskab. Du skal derfor være indstillet på, at stillingen i høj grad er baseret på fysisk fremmøde på vores adresse i Hammerichsgade.
Information og ansøgning
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til enten enhedschef i Restaurering, Jacob Klit-Hansen, på tlf. 20 44 97 86, mail jkh@slks.dk eller enhedschef i Byggeri, Marianne Weberg, på tlf. 40 24 76 68, mail mweb@slks.dk. Du kan læse mere om Slots- og Kulturstyrelsen på www.slks.dk. Ansøgning sendes via det elektroniske ansøgningsmodul på www.slks.dk/job senest søndag den d. 19. april 2026. Du bedes vedhæfte CV, eksamensbeviser og andre relevante bilag. Vi forventer at holde 1. samtaler tirsdag den 21. april og 2. samtaler fredag den 24. april 2026. Der kan blive tale om udarbejdelse af personlighedsprofil i forbindelse med ansættelsesforløbet. Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Denne stilling er publiceret af Slots- og Kulturstyrelsen via jobnet.dk
Andre job som arkitekt
- Bygherrerådgiver Bæredygtigt Byggeri - Odense Kommune
- Byggestyring Bæredygtighed - Værløse Kommune
- Space Planning Designer København - Københavns Kommune
- Projektleder for Digitalisering til Nordsjællands nye akuthospital - Center for Ejendomme
- Arkitekt i Bygningsafdelingen til planlægning og rådgivning om hospitals- og sundhedsbyggeri


