Regnskabsfører kirkekasser Hillerød - Bogføring
Det Fælles Kirke- og Regnskabskontor i Hillerød Provsti søger en regnskabsfører til at varetage bogføring, lønbehandling og rapportering for 14 menighedsråd og 2 kirkegårdsbestyrelser. Du skal rådgive kasserere, håndtere daglig betalingsafvikling og kirkegårdsadministration i et team på 5 personer. Relevant uddannelse inden for regnskab og kendskab til lønrapportering forudsættes. Stillingen kræver selvstændighed, strukturering og samarbejdsevne. Ansøgningsfrist: 16. april 2026.
Bogholder stilling ved Det Fælles Kirke- og Regnskabskontor - Hillerød, Region Hovedstaden
- Hillerød, Region Hovedstaden
- Der er 1 ledige stillinger
- Oprettet: 27. marts 2026
- Ansøgningsfrist: 16. april 2026
- Fuldtid
- Ordinaert
Beskrivelse af jobtilbuddet for Bogholder
En spændende stilling som regnskabsfører i Det Fælles Kirke- og Regnskabskontor i Hillerød Provsti er ledig til besættelse pr. 1. juni 2026 eller snarest derefter.
Lidt om os
Vi søger en regnskabsfører, til det Fælles Kirke- og Regnskabskontor for Hillerød provsti. Du vil i samarbejde med dine kolleger skulle udføre regnskab og lønbehandling for 14 menighedsråd og 2 kirkegårdsbestyrelser samt regnskab for Det Fælles Kirke- og Regnskabskontor. Som regnskabsfører skal du rådgive de folkevalgte kasserere i menighedsrådene. Det ligger i stillingen, at du selv varetager den daglige bogføring, rapportering, betalingsafvikling og lønindberetning m.v. i de regnskaber, du selv har ansvar for. Kontoret varetager også kirkegårdsadministration for flere kirkegårde, hvilket er en del af opgaveporteføljen. I regnskabsteamet er der 5 ansatte.
Vi kan tilbyde
- et arbejdsfællesskab der løfter i flok
- en hverdag præget af samarbejde og frihed under ansvar
- en arbejdsplads i udvikling
- et fagligt spændende miljø
- kontorfaciliteter i lyse og venlige omgivelser
- gode samarbejdsrelationer mellem provsti, menighedsråd og præster
- gensidig fleksibilitet i forhold til arbejdstidstilrettelæggelse
- veklsende opgaver som afstemning, kontering, bogføring, kvartalsafslutning, årsafslutning, løn-input etc.
Stillingen er på 37 timer om ugen.
Vi ser gerne, at du besidder følgende egenskaber
- er interesseret i og har forståelse for det kirkelige arbejde i Den danske Folkekirke
- er relevant uddannet indenfor regnskab, og det er en fordel, hvis du er bekendt med kirkekassernes regnskabsaflæggelse
- er bekendt med lønrapportering
- det er en fordel hvis du også kender til kirkegårdsadministration
- har lyst og interesse i at videreføre og forsat udvikle samarbejdsprojekter i Hillerød Provsti
- har evne og interesse for dialog, koordinering og samarbejde
Personlige kompetencer
Vi forestiller os, at du:
- kan lide at tage ansvar og bidrage til det gode fællesskab på kontoret
- er menneskeligt nysgerrig
- er selvstændig, struktureret og trives med mange forskellige opgaver
- er en holdspiller i en forståelse af, at kirkeliv aldrig er stillestående
Ansættelses- og lønforhold | det praktiske
Ansættelse sker ved Det Fælles- Kirke- & Regnskabskontor i Hillerød Provsti, beliggende i Hillerød.
Der er 3 måneders prøvetid. Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte: Bestyrelsesformand Marianne Mikkelsen på telefon: 2183 3007 eller regnskabsfører Lizette Rudbech Larsen på telefon 4880 0376.
Ansøgning skal sendes elektronisk til 3083fortrolig@sogn.dk senest den 16. april 2026.
Samtaler forventes afholdt i uge 17. Der indhentes referencer. Yderligere information om provstiet kan ses på Hillerød provstis hjemmeside www.hilleroedprovsti.dk
Stillingen er indplaceret i løngruppe 2. Lønnen aftales indenfor intervallet kr. 343.808-433.740 årligt (nutidskroner), og der tillægges et rådighedsbeløb på kr. 38.847,82 årligt (nutidskroner). OK24 tillæg på 3.410,11 kr. årligt (nutidskroner). Løn, OK tillæg samt rådighedstillæg kvoteres i overensstemmelse med stillingens ansættelsesbrøk.
Bestyrelsens forslag til lønniveau er kr. 388.830 + rådighedstillæg 38.847,87 + OK tillæg 3.366,35 svarende til samlet årsløn kr. 431.044 (nutidskroner) ved 37 timer. Aftale om indplacering i lønintervallet indgås mellem bestyrelsen og Danmarks Kordegneforening. Pension 18,4%.
Nuværende tjenestemandsansatte kordegne har ret til at bevare deres tjenestemandsstatus ved ansættelse med direkte overgang. Der skal i så fald ske en klassificering af stillingen.
Ansættelsen vil være omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og CO10 – Centralorganisationen af 2010 og Organisationsaftale mellem Kirkeministeriet og CO10 – Centralorganisationen af 2010 for kirkefunktionærer med kerneopgaver som henholdsvis kordegn, kirke- og kulturmedarbejder eller kirkemusiker og det tilhørende protokollat for kordegne.
Aftalerne kan ses på www.folkekirkensintranet.dk.
Denne stilling er publiceret af Det Fælles Kirke- og Regnskabskontor via jobnet.dk

