Psykiatrisk sygepleje København - Bispebjerg recovery-orienteret

Bispebjerg Hospital søger autoriseret sygeplejerske til afsnit B4 på Psykiatrisk Center København. Du skal være engageret, selvstændig og have gode samarbejdsevner med lyst til psykiatrisk sygepleje og tværfagligt arbejde. Afsnit B4 tilbyder struktureret introduktion, mentorordning, uddannelse i kognitiv miljøterapi, kurser og supervision. Fuldtidsstilling i blandede vagter. Ansøgningsfrist: 16. september 2026.

Sygeplejerske stilling ved Bispebjerg Hospital - København, Region Hovedstaden

  • København, Region Hovedstaden
  • Fuldtid
  • Ordinaert
  • 1 ledig stilling
  • Ansøgningsfrist: 16. september 2026
  • Oprettet: 2. september 2026

Beskrivelse af jobtilbuddet for Sygeplejerske


Nu har du muligheden for at blive en del af et velfungerende afsnit, hvor vi går op i faglighed, struktur og ikke mindst- et godt arbejdsmiljø.

Har du, eller ønsker du at få erfaring indenfor psykiatrien, og vil du være en del af et afsnit:

  • med et imødekommende, stabilt, erfarent og meget engageret personaleteam, der også har gode og tætte samarbejdsrelationer til tværfaglige kollegaer
  • der vil give dig en afvekslende og varierende hverdag på et hospital med et godt nærmiljø
  • hvor du får intern og ekstern undervisning, mulighed for deltagelse i relevante kurser samt supervision i afsnittet og sygeplejefaglig vejledning
  • der vil tilbyde dig en uddannelse i kognitiv miljøterapi

… så skal du søge stillingen som sygeplejerske på B4 og blive vores nye kollega

Det bliver du en del af

Afsnittet er normeret til 16 patienter. To af disse er forbeholdt patienter med kontrakt til patientstyret indlæggelse. Vi er et afsnit i udvikling med en bredt sammensat personalegruppe, der arbejder sammen om at tilbyde vores patienter tidssvarende og helhedsorienteret psykiatrisk sygepleje. Vi lægger vægt på brugerinddragelse og arbejder ud fra de kognitive miljøterapeutiske principper og en recovery-orienteret praksis.

Vi er et tværfagligt team og på afsnittet har vi en fysioterapeut, en ergoterapeut og en socialrådgiver ligesom vi har sygeplejersker på specialuddannelse i psykiatrisk sygepleje, social- og sundhedsassistentelever og sygeplejestuderende. Derudover har vi også en recovery-mentor ansat.

I april 2026 flyttede vi ind i et helt nyt byggeri beliggende på Bispebjerg Hospital. Både vi og patienterne er meget glade for de nye flotte rammer, hvor patienterne har enestuer, sanserum og god plads til aktiviteter i miljøet.

Vores forventninger til dig

Vi ønsker, at du:

  • er autoriseret sygeplejerske med ønske om at arbejde i psykiatrien
  • er engageret, selvstændig og ansvarsbevidst
  • har gode samarbejds- og kommunikationsevner og kan lide at arbejde tværfagligt
  • har evner og lyst til faglig og personlig udvikling
  • kan prioritere egne opgaver i samspil med dine kollegaer
  • har lyst til skiftende arbejdstider
  • har lyst og fysik til at indgå i afsnittets forpligtigelser i forhold til at løbe til alarm- efter forudgående uddannelse og løbende vedligeholdelsestræning

Hvorfor skal du søge job hos os?

B4 er et afsnit hvor du bliver tilbudt et struktureret introduktionsforløb både til afsnit og speciale uanset om du er nyuddannet eller har erfaring. Herunder grundig oplæring i sikkerhed og løbende vedligeholdelsestræning. Du får også tildelt en mentor, som i løbet af det første år vil være med til at introducere dig til specialet og afsnittet med udgangspunkt i din erfaring og behov.

Vi giver løbende vores medarbejdere mulighed for at udvikle sig fagligt bl.a. gennem kurser og efteruddannelse.

Hvis du trives med høj faglighed, er god til at danne relation til mennesker på en respekt– og omsorgsfuld måde og både sætter pris på og bidrager til et godt arbejdsmiljø, så skal du søge stillingen hos os.

Interesseret?

Synes du, at ovenstående lyder interessant, så glæder vi os til at læse din ansøgning.

Søg via linket på siden senest d. 16. september 2026. Du bedes uploade CV og uddannelsesbeviser, sammen med din motiverede ansøgning.

Har du nogle spørgsmål, eller ønsker du at vide mere om stillingen eller afsnittet, er du meget velkommen til at kontakte oversygeplejerske Mai Lyndgaard på tlf. 21160385 eller mail: mai.lyndgaard@regionh.dk.

Løn- og ansættelsesvilkår

Stillingen er en fuldtidsstilling i blandede vagter, fortrinsvis dag og aften, med vagt hver 2. eller 3. weekend.

Vi ønsker at du starter d. 1. november 2026 eller efter aftale.

Du ansættes i henhold til overenskomst for Ikke-ledende personale på Sundhedskartellets område 32.17.1

I forbindelse med ansættelse, indhenter vi referencer.

Om Psykiatrisk Center København

Psykiatrisk Center København er Danmarks største psykiatriske center, og en del af Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, med en lang række almene og specialiserede tilbud. Centret er kendt for at være i front med nye behandlingstilbud, som udspringer af den anerkendte forskning, der udføres i centret.

Centret har mere end 1300 ansatte og et optageområde på cirka 430.000 borgere, der dækker københavnerområderne Østerbro, Indre By, Nordvest, Nørrebro, Frederiksberg og Vanløse. Centeret er organisatorisk placeret i Region Hovedstaden, og geografisk placeret på Bispebjerg, Gentofte og Frederiksberg Hospitaler, samt i en række ambulante enheder i optageområdet.

Vi behandler affektive lidelser, skizofreni, andre psykoser, komplekse neuropsykiatriske lidelser samt personlighedsforstyrrelser. Centeret har en række specialområder så som: Psykoterapi, angst, OCD, affektive lidelser, sexologi, neuropsykiatri, herunder psykiatrisk vurdering ved epilepsikirurgi, liaison, ældrepsykiatri og militærpsykiatri.

Yderligere information kan findes på http://www.psykiatri-kobenhavn.dk

Læs og hør mere om dine karrieremuligheder og Psykiatri som arbejdsplads på “Job i Psykiatrien”.


Denne stilling er publiceret af Bispebjerg Hospital via jobnet.dk