Pædagogmedhjælper børnehave Svendborg - Sprogklar

Svendborg Kommune søger en pædagogmedhjælper til Kobberbækken, der kan omsætte den styrkede pædagogiske læreplan til praksis og skabe leg og læring for alle børn. Du arbejder relationelt, ser børns intentioner og understøtter deres leg. Du er dedikeret til systematisk arbejde med refleksion og evaluering af pædagogisk praksis og bidrager til tæt samarbejde med kolleger, ledelse og forældre. Stillingen er på 37 timer fra 1. september 2026. Ansøgningsfrist: 25. juni 2026.

Pædagogmedhjælper stilling ved Svendborg Kommune, Region Syddanmark

  • Svendborg, Region Syddanmark
  • Fuldtid
  • Ordinaert
  • 1 ledig stilling
  • Ansøgningsfrist: 25. juni 2026
  • Oprettet: 9. juni 2026

Beskrivelse af jobtilbuddet for Pædagogmedhjælper

Kan du…?

  • omsætte den styrkede pædagogiske læreplan til praksis?
  • skabe leg og læring, så alle børn kan være med?
  • Kan du bidrage med de gode fortællinger om barnet i forældresamarbejdet og arbejde ud fra de redskaber vi får i det tværfaglige samarbejde?

Så er du måske lige den nye kollega, vi står og mangler, til vores børnehave. Vi søger dig da, vores dygtige kollega har søgt nye udfordringer.

Om dig og jobbet

Du brænder for at være en del af en arbejdsplads, hvor omsorg og nærvær, krydret med høj faglighed, er forudsætninger for at skabe trivsel og gode læringsmiljøer for alle vores glade børn. Det falder dig helt naturligt at arbejde relationelt, og du bruger dig selv, som en aktiv del af læringsmiljøet. Du ser og forstår børns intentioner, og kan understøtte deres leg.

Du kan se dig selv i systematisk arbejde med refleksioner og evalueringer af pædagogisk arbejde. Du deler troen på, at dette arbejde skaber gode udviklingsmuligheder for børnene, og øger fagligheden i de voksnes pædagogiske tilrettelæggelse af dagligdagen. Du tør se på dig selv, og blive klogere sammen med dine kolleger.

Som medarbejder i Kobberbækken, Sundbyøster er det vigtigt, at du:

  • brænder for at arbejde med 0 – 6-årige
  • bidrager med at arbejde systematisk med refleksion og evaluering af pædagogisk arbejde
  • vægter et tæt samarbejde med kollegaer, ledelse, forældre og øvrige samarbejdspartnere
  • har mod på at udvikle dig og bede om hjælp

At arbejde i Kobberbækken forudsætter, at du er imødekommende og bidrager til et godt arbejdsmiljø, hvor vi sammen skaber psykologisk tryghed.

Kobberbækken ligger i et naturskønt område med en stor legeplads nær bæk og skov. Vi er fordelt i to huse i hver sin ende af legepladsen. Det ene hus rummer to vuggestuer, og det andet hus rummer tre børnehavestuer. Vi har fokus på gode samspil og relationer, samt udvikling for både børn og voksne. Vi arbejder med SPROGKLAR, og vi bruger læreplanstræet til at visualisere vores arbejde med læreplanstemaerne. Vi er bevidst om at arbejde med tilknytning i dagtilbud, gode lærende hverdags rutiner, legegrupper, gribe børnenes spor og understøtte børneinitieret leg.

Sundbyøsters børnesyn

I Sundbyøster arbejder vi ud fra værdierne: respekt, ansvarlighed og anerkendelse. Hver dag bliver vores glade børneflok mødt af nærværende og omsorgsfulde voksne, der gennem høj faglighed og gode relationer, skaber en lege- og lærerig hverdag i børnehøjde. Respekt for mangfoldighed er vigtig for os. Vores vision er at skabe de bedste forudsætninger.

Vi tror på, at de bedste betingelser for læring, udvikling, trivsel og dannelse kommer gennem samarbejde, og derfor er vi – i Sundbyøster – optaget af det tætte og involverende forældresamarbejde. Vi trives, og udvikler os bedst i det trygge og stærke fællesskab. Det gælder både for børn og voksne.

Om Dagtilbud Svendborg

I vores dagtilbud har vi ambitioner på alle børns vegne. Vi går foran, bagved og ved siden af børnene, mens de vokser, leger, lærer og udfolder sig. Her har børn en barndom i bevægelse.

Vi har betydning i børns liv. Med afsæt i de voksnes faglige fællesskaber og gode relationer, skaber vi en hverdag, hvor børn og voksne trives.

Den gensidige respekt på tværs af fagligheder og vores åbenhed for nye ideer er grundlaget i det gode arbejdsmiljø, hvor vi hjælper hinanden og udvikler os sammen. På de svære dage rykker vi sammen i bussen.

”Det bedste er, når man har nogen at lege med”. Det synes børnene, og det synes vi voksne også.

Om Svendborg Kommune

Svendborg Kommune er i vores øjne en arbejdsplads af en helt perfekt størrelse: Vi er små nok til at være tæt på hinanden i et varmt uhøjtideligt fællesskab med korte kommandoveje. Her er god plads til ambitioner, høj faglighed og rige muligheder for udvikling.

Vi holder af hverdagen og vi har et fælles ansvar for, at det skal være udviklende og rart at gå på arbejde.

Vores værdier findes ikke kun på papiret, vi bruger dem som kompas hver dag. Vi møder hinanden i øjenhøjde, i dialog og med tillid, og sammen skaber vi en tryg ramme, hvor vi alle kan løse vores opgaver selvstændigt, fleksibelt og ansvarligt.

Løn og ansættelse

Kobberbækken søger 1 pædagogmedhjælper på 37 timer – evt. med mulighed for færre timer. Stillingen er pt. I børnehaven. Ansættelsen er pr. 01.09.2026 eller efter aftale. Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til pædagogisk teamleder Heidi Bagge Risbjerg telefon 24995913.

Ansøgningsfrist d.25-6-2026

Samtaler holdes d. 1-7-2026

I Svendborg Kommune ligger lønnen for denne type stilling typisk mellem 25.773 og 39.124 kr. pr. måned ved fuldtidsansættelse. Lønnen er inklusive pension, særlig feriegodtgørelse og faste tillæg. Der kan desuden være arbejdstidsbestemte tillæg og andre særydelser. Det er vigtigt at bemærke, at din konkrete løn fastsættes ud fra din erfaring, anciennitet og kompetencer og aftales ved forhandling med den relevante faglige organisation.

Svendborg Kommune har røgfri arbejdstid. Vi ønsker, at røgfri arbejdstid skal bidrage til et sundt arbejdsmiljø for alle medarbejdere.

Velkommen til Svendborg – Øhavets hovedstad!

Denne stilling er publiceret af Svendborg Kommune via jobnet.dk