Kognitiv terapeut depression/angst - Herning Region Midtjylland

Region Midtjylland søger psykologer til etablering af Regional Ungeklinik med behandling af unge mellem 18-24 år med let til moderat depression og angst. Kandidaten skal have praksisuddannelse og erfaring med kognitiv terapi eller relevant terapeutisk baggrund. Gode samarbejdsevner og engagement i implementering af nyt behandlingstilbud er vigtige. Faste stillinger på 37 timer ugentligt i Aarhus, Herning, Horsens, Randers og Viborg. Ansøgningsfrist: 9. august 2026.

Psykolog stilling ved Region Midtjylland - Herning, Region Midtjylland

  • Herning, Region Midtjylland
  • Fuldtid
  • Ordinaert
  • 1 ledig stilling
  • Ansøgningsfrist: 9. august 2026
  • Oprettet: 2. juli 2026

Beskrivelse af jobtilbuddet for Psykolog

Ny spændende opgave med behandling af unge med let til moderat depression og angst i Region Midtjylland – vil du være med?

Socialmedicin og Rehabilitering, RHG, søger psykologer til etablering og opstart af en ny Regional Ungeklinik til behandling af unge mellem 18-24 år med let til moderat depression og angst. Pr. 1.10 2026 overtager Regionerne, herunder Region Midtjylland, behandlingsansvaret for den vederlagsfri psykologbehandling

Kunne du tænke dig at blive en del af en faglig stærk og dynamisk arbejdsplads og være med til at opstarte dette nye behandlingstilbud til unge? Vi søger psykologer til faste stillinger (37 timer/ugentligt) til klinikker i regionens 5 sundhedsråd, dvs. Aarhus, Herning, Horsens, Randers og Viborg. Vi forventer, at der skal ansættes 3-4 psykologer i hver Klinik, bortset fra Aarhus, hvor det er ca. 10. Du må i ansøgningen gerne angive hvilken af klinikkerne du foretrækker ansættelse i.

Faglig og organisatorisk profil

Socialmedicin og Rehabilitering er en psykolog- og lægefaglig ledet hospitalsafdeling under Regionshospitalet Gødstrup med 2 afsnit, henholdsvis på Regionshospitalet i Gødstrup og i Regionshuset Aarhus. Organisatorisk kommer psykologerne i den Regíonale Ungeklinik til at referere til funktionslederen (psykolog) for klinikken.

I Socialmedicin og Rehabilitering er vi omkring 75 ansatte. Vi er en tværfaglig arbejdsplads med både speciallæger, psykologer, socialrådgivere, sygeplejersker, sekretærer og AC-medarbejder.

Vi leverer sundhedsfaglig rådgivning til kommunerne indenfor beskæftigelsesområdet og foretager mono- og tværfaglige undersøgelser af borgere med nedsat funktionsevne henvist af kommunerne.

Derudover driver vi et regionalt socialmedicinsk team, der understøtter regionens socialsygeplejersker i deres arbejde med udsatte borgere, der er hospitalsindlagte. Ligeledes varetager vi en nyetableret funktion som værestedslæge, hvor vi tilbyder lægehjælp til udsatte borgere på væresteder/varmestuer beliggende i regionen.

Afdelingen yder også psykologbehandling til voldtægtsramte i den vestlige del af regionen (kun psykologerne ansat i Gødstrup-afsnittet) og driver tillige regionsklinikken Klinik for Almen Medicin Lemvig-Thyborøn.

Desuden er vi, i samarbejde med Kræftafdelingen på AUH, ved at etablere Klinik for Komplekse Senfølger efter Kræft, der er et indsatsområde under kræftplan V.

Vi har en aktiv forskningsgruppe og aktuelt 3 ph.d. studerende.

Vi arbejder ud fra en bio-psyko-social forståelse og prioriterer derfor vores tværfaglige samarbejde til gavn for helhedsforståelsen af det enkelte menneske, ligesom vi også prioriterer en høj faglighed og kvalitet i vores produkter og ydelser.

Du kan læse mere om afdelingen og vores virksomhedsgrundlag på vores hjemmeside: Socialmedicin og Rehabilitering – Fagperson Regionshospitalet Gødstrup.

Arbejdsopgaver

  • Samtalebehandling indenfor gældende kliniske retningslinjer og anbefalinger i forhold til behandling af depression og angst, samt aktiv monitorering og revurdering af den unge gennem behandlingsforløbet.
  • Der vil både være tale om individuelle samtaler med fysisk fremmøde og hybride forløb med en kombination af fysisk fremmøde og virtuelle samtaler. Desuden vil der være kombinationsforløb, hvor der startes med individuelle samtaler og efterfølgende et gruppeforløb. Derudover vil der også være mulighed for at henvise de unge til internetbehandling i et samarbejde med Center for Digital Psykiatri under Region Syd.
  • Løbende udvikling og tilpasning af indsatserne ifh. til efterspørgsel og behov sammen med funktionsleder og kollegaer.
  • Samarbejde på tværs af de Regionale Ungeklinikker med bl.a. fælles faglige møder for at sikre fælles faglig retning og understøtte det kollegiale fællesskab.
  • Koordinere med praktiserende læger og øvrige sektorer (fx kommunen), når det er nødvendigt.
  • Afhængig af bl.a. kompetencer kan der evt. på sigt være mulighed for at indgå i andre opgaver i afdelingen, dog med fokus på at kerneopgaven er behandling af de unge.

Vi er en arbejdsplads, der kan tilbyde

  • Et spændende, lærerigt, meningsfuldt arbejde inden for et område, der stadig er under opbygning og udvikling.
  • Grundig introduktion til både afdelingen og kerneopgaven i den Regionale Ungeklinik.
  • Gode engagerede kolleger og et godt arbejdsmiljø, hvor respekt og humor følges ad.
  • Regelmæssig supervision og samarbejde med erfarne psykologer.
  • Opkvalificering og relevant kompetenceudvikling herunder kurser.
  • Faste traditioner med fælles tværfaglige fredage og sociale sammenkomster.

Personprofil

Vi ser gerne, at du:

  • er uddannet psykolog med praksisuddannelse eller i gang med det.
  • har kendskab til kognitiv terapi eller har anden relevant terapeutisk erfaring eller en terapeutisk efteruddannelse.
  • har udrednings- og behandlingserfaring med angst- og depressionstilstande eller anden relevant erfaring f.eks. fra psykiatrien.
  • har kendskab til arbejdet med unge og deres livssituationer.
  • har gode samarbejdsevner og evner at indgå i tværfagligt samarbejde.
  • har et stort fagligt engagement og lyst til at være aktiv deltager i implementeringen og udviklingen af en ny behandlingsindsats.
  • er god til at planlægge, er fleksibel og har et godt humør og trives i en travl hverdag.

Praktiske oplysninger

Du kan få yderligere information om afdelingen og Regionshospitalet Gødstrup på Socialmedicin og Rehabilitering – Fagperson Regionshospitalet Gødstrup eller om stillingen ved at kontakte chefpsykolog Camilla Rasmussen på 2177 9936 (ferie uge 28, 30 og 31), mail: calrsm@rm.dk eller Funktionsansvarlig for udredning psykolog Bodil Mortensen på 2935 5925 (ferie uge 27, 28, 29), mail: Bodil.Mortensen@goedstrup.rm.dk.

Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst for psykologer i regionerne. Ansættelse fra 01.10 2026 eller efter nærmere aftale.

Ansættelsen er betinget af en tilfredsstillende børneattest.

Du kan søge jobbet online ved at klikke på “Send ansøgning”. Vedhæft din ansøgning og dit CV (i pdf- eller Word-format).

Ansøgningsfrist: den 9.8 2026.

Ansættelsessamtaler vil finde sted i uge 34 og uge 35 2026.

Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.

Region Midtjylland er jf. EU’s løngennemsigtighedsdirektiv, der trådte i kraft 7. juni 2026 forpligtet til at oplyse dig om startløn eller et interval for startløn for en stilling inden du tilbydes ansættelse.

Her finder du Region Midtjyllands lønkatalog for de fleste faggrupper og stillinger, som findes i Region Midtjylland: Gennemsigtighed forud for ansættelse – Medarbejder.rm.dk

Denne stilling er publiceret af Region Midtjylland via jobnet.dk