Endoskopiforsker Herlev - Pankreascancer & Ph.d.

Afdeling for Kikkertundersøgelser og Copenhagen Unit for Research in advanced Endoscopy (CURE) på Herlev Hospital søger en klinisk/videnskabelig assistent til 1-årig projektstilling med mulighed for ph.d.-forløb. Du skal have kandidatgrad inden for sundhedsfag, erfaring med videnskabeligt arbejde og flydende dansk og engelsk. Opgaverne omfatter protokolskrivning, patientinklusion, dataanalyse og artikelskrivning. Ansøgningsfrist: 15. april 2026.

Læge stilling ved Herlev Hospital, Region Hovedstaden

Beskrivelse af jobtilbuddet for Læge

Har du lyst til at blive del af et dynamisk forskningsteam? Afdeling for Kikkertundersøgelser og forskningsenheden Copenhagen Unit for Research in advanced Endoscopy (CURE) søger pr. 1. juni 2026 eller hurtigst muligt derefter, en klinisk/videnskabelig assistent i en 1-årig projektstilling, med henblik på at ansættelsen kan fortsætte i et ph.d.-forløb. Afsnit for Kikkertundersøgelser og CURE er en del af Afdelingen for Mave-, Tarm- og Leversygdomme på Herlev Hospital. Afsnittet er højt specialiseret og udfører årligt ca. 13.000 endoskopiske procedurer – fra diagnostiske gastro- og koloskopier til avancerede interventionelle indgreb. Vi har et stærkt internationalt renommé og modtager løbende gæstelæger fra hele verden.

Du bliver en del af et fagligt ambitiøst miljø med højt tempo og stærke tværfaglige samarbejder, både internt på hospitalet og med eksterne partnere som Rigshospitalet, Københavns Universitet, DTU samt internationale centre for avanceret endoskopi. Forskningen er integreret i det kliniske arbejde og enheden har særligt fokus på forbedret diagnostik og behandling af pankreascancer med hjælp af endoskopiske teknikker, særligt endoskopisk ultralydvejledt diagnostik og behandling. Afsnittet indgår desuden i Region Hovedstadens murstensløse center for pankreascancer.

Vi tilbyder et engageret og uformelt arbejdsmiljø med kort vej fra idé til handling og forskningsprojekter med direkte betydning for patientbehandlingen. Forskningsteamet består aktuelt af en forskningskoordinator, en postdoc og en professor, samt ph.d. og scholarstuderende.

Du kan læse mere om vores forskningsenhed og igangværende projekter på vores hjemmeside her: https://www.herlevhospital.dk/afdelinger-og-klinikker/afdeling-for-mave-tarm-og-leversyg-domme/forskning/cure/sider/default.aspx

Stillingen

Som klinisk/videnskabelig assistent i CURE vil du få ansvaret for et eller flere forskningsprojekter. Du vil ligeledes blive involveret i dele af afdelingens andre forskningsprojekter. Dine arbejdsopgaver vil spænde bredt indenfor forskningsprocessen, fra protokolskrivning, inklusion af patienter, oprettelse og registrering i forskningsdatabase REDCap, dataanalyse, artikelskrivning mm. Du får hands-on erfaring med hele forskningsprocessen og mulighed for første- eller medforfatterskaber under ansættelsen. En del af ansættelsen vil bestå i forberedelse af et ph.d.-forløb og ansøgning om finansiering til dette.

Din profil

  • Du har en kandidatgrad inden for et relevant sundhedsfagligt fagområde – gerne medicin eller lignende
  • Du har erfaring med videnskabeligt arbejde, eller som minimum interesse for kvantitativ klinisk forskning
  • Du er engageret og kan både arbejde selvstændigt og i et tæt samarbejde med andre i et miljø, hvor der er mange bolde i luften
  • Du mestrer til fulde dansk og engelsk i tale og skrift, og du er god til at kommunikere, både mundtligt og skriftligt

Vi tilbyder

  • Et interdisciplinært og behageligt arbejdsmiljø med bred kontaktflade til forsknings- og udviklingsmiljøer i Danmark og internationalt, og med stærke relationer til både nationale og internationale samarbejdspartnere
  • Gode faglige udviklingsmuligheder og erfaring med forskning og artikelskrivning

Løn og ansættelsesvilkår

Stillingen er en tidsbegrænset ansættelse på 12 måneder (37 timer/uge) og er rettet mod kandidater med interesse i at fortsætte i et ph.d.-forløb. Afhængigt af match med projektet og hvorvidt der opnås finansiering, stiler vi mod at kandidaten opstarter på et ph.d.-forløb. Løn efter gældende overenskomst.

Send din motiverede ansøgning og CV inden ansøgningsfrist 15 april 2026. Vi afholder jobsamtaler i uge 17 og 18. Hvis den rigtige kandidat er fundet inden ansøgningsfristens udløb, vil vi ansætte vedkommende hurtigst muligt. Ved spørgsmål til stillingen, kontakt Louise Maegaard via mail louise.maegaard@regionh.dk, alternativt Bojan Kovacevic via mail bojan.kovacevic@regionh.dk

Denne stilling er publiceret af Herlev Hospital via jobnet.dk